Alle bæverlederne er også forældre og vi har prøvet at skulle vaske både mudder og bålrøg af både børn og tøj.

Vi har her på siden samlet nogle gode råd, nogle af de erfaringer, vi selv har gjort som forældre til spejdere, og nogle af de ting, vi selv i sin tid har undret os over. Hvis er der noget, du er i tvivl om, så spørg os endelig.

Hvad skal mit barn have med til møderne?

Spejderliv er udeliv. Selvom vi sommetider laver aktiviteter i vores værksted eller i spejderhuset, bør din bæver altid havde tøj med til at kunne komme udendørs - også i dårligt vejr. Så bæverne skal altid havde varmt tøj og regntøj med.

Det er heller ikke uset at bævere bliver beskidte, uanset om vi er ude eller inde. Vi gør ikke noget for at holde dem ude af mudder! Så gem det pæne tøj der skal håndvaskes til en anden lejlighed.

Skal mit barn have en spejderuniform?

Det er ikke noget krav, men en god ide. Spejderuniformen, der udgøres af den grønne uniformsskjorte og det røde tørklæde, er en del af at være spejder. Og så er den i øvrigt solid, praktisk og nem at vaske!

Vi anbefaler, at du venter med at købe uniform til dit barn indtil hun eller han har været til spejder et par gange. Sommetider er der børn, der efter et par prøve-gange alligvel ikke har lyst til at være spejder, og så er det ærgerligt at have investeret i en fin uniform.

Spejderne bruger samme uniform når de rykker op til ulvespejdere om to år, så hvis du står med valget mellem en uniform, der lige akkurat passer, og en, der er lidt stor i det, så sker der ikke noget ved at vælge den lidt større. De er slidstærke og holder længe (og så behøver du ikke flytte alle mærkerne fra én uniform til en anden). Mange starter med at købe størrelse 8 år, selvfølgelig afhængigt af dit barn.

Hvor køber jeg spejderuniformen?

Spejderuniform kan købes hos KFUM-spejdernes butik, 55Nord (kun postordre/internet). Se www.55nord.dk. Normalt ligger der også kataloger, tilbud etc. fra 55Nord i spejderhuset.

Vi koordinerer fælles indkøb af uniformer m.m. så du kan spare forsendelsen. Du kan bestille varer til levering hos

  Krista Jørgensen
  Plutovej 14, Brejning
  7586 7379

Hvis du vil handle gennem Krista beder vi dig om at kontakte hende tirsdage mellem 18 og 19.

Hvor skal alle de mærker sidde på uniformen

En fast opgave som bæverforælder er at sy mærker på uniformen!

Du kan finde en guide til placeringen af de forskellige mærker her . Ellers stop en af lederne og spørg.

Skal mit barn have en spejderdolk?

Det ser rigtigt sejt og spejderagtigt ud med en dolk, men vi anbefaler, at du ikke køber en dolk til din bæver. Når bæverne skal lave noget, hvor de skal bruge en dolk, kan de låne lederens dolk under opsyn. Senere, når din bæver rykker op til ulveflokken, lærer hun/han om at håndtere en dolk rigtigt og forsvarligt.

Skal mit barn have en spejdersangbog?

Børn elsker at synge. Spejdere elsker også at synge (selvom det nok for enkelte ledere burde hedde "at brumme med"), så selvfølgelig synger vi spejdersange til hvert møde.

Du kan købe spejdernes sangbog hos vores postordrebutik, 55Nord, eller gennem vores fælles bestilling. Se under Uniformer ovenfor.

Bæverne kan også låne en sangbog ved møderne.

Hvad koster det egentligt at være spejder?

Det koster 200 kroner pr halvår at være med hos bæverne. Hvis du gerne vil se, om det er noget for dit barn at være med, kan hun/han deltage gratis de fire første gange.

Når vi tager på weekendtur, lejr eller andre særlige ture, opkræver vi et beskedent gebyr for deltagelse. Dette går kun til at dække omkostningerne ved den aktuelle tur. Som eksempel plejer vi at måtte opkræve 100 kroner pr deltager for vores faste forårs-weekend i Torn Trines hus. Det dækker så aftens- og morgenmad, frokost og materialer m.m. (og, traditionen tro, alle de pandekager, bæverne kan spise - og det er ikke så få!)

Hvad er bævere, ulve og spejdere?

Bæverne er de yngste spejdere. Det er normalt børnene fra skolens børnehave-klasse og første klasse.

Når dit barn rykker op i anden klasse er tiden også kommet til at rykke op til vores Ulve-flok. Ulvene er de næst-yngste spejdere, normalt svarende til skolens anden til fjerde klasse.

Spejderne er de børn, der svarer til skolens femte til ottende klasse.

Børneattest

Det er en forudsætning for at være leder og have med børn at gøre hos KFUM-spejderne, at man kan fremlægge en ren børneattest fra det Centrale Kriminalregister. Du kan læse mere om børneattesten hos politiet her

Der er naturligvis indhentet børneattest for alle bæverlederne.

Skal mit barn på spejderlejr?

Hvert forår arrangerer vi fast en weekendtur med overnatning for bæverne til gruppens skønne spejderhytte ved Vejle Fjord (Torn Trines hus).

Afhængigt af udbuddet af andre aktiviteter og interessen for dem har vi mulighed for at deltage i arrangementer og lejre på distrikts- og landsplan.

Hvad går de mærker egentligt ud på?

Jeg må indrømme, at da jeg selv startede som spejderleder og forælder til en bæver havde jeg nok lidt det indtryk af spejdernes mærker, som jeg havde fået fra at læse om Anders Ands nevøer i Grønspætte-bevægelsen. Du ved, der hvor de altid ender med at blive udnævnt til ti-stjernede Grønspætte-generaler og får et kvart kilo medaljer.

Det er vigtigt at forstå, at brugen af mærker ikke er et udtryk for prøver, konkurrence eller eksamener! Mærkerne, som bæverne modtager, er et symbol på, at vi sammen i truppen har arbejdet med nogle bestemte ting, prøvet nogle planlagte aktiviteter og lært noget.

At sætte sig ind i mærkerne på en uniform kan, som forælder til en nybagt bæverspejder, føles lige så indviklet som at følge med i hvilke Pokemon-figurer, der NU er in.

Vi bruger mærkerne til flere forskellige formål:

Hvad kan det føre til at være spejder?

Tjaeee - vidste du f.eks., at ud af de 12 astronauter, der har gået på månen, havde de 11 en baggrund som spejder!